Hvad er vermouth?
Vermouth er en aromatiseret hedvin, der består af enten hvid- eller rødvin med tilsatte krydderier, som typisk forstærkes med brandy, som gør at alkoholprocenten i vermouth er mellem 16-18%. Vermouth fremstilles i mange lande og kommer i forskellige udgaver, men mest udbredt er italiensk vermouth. Vermouth er både retro og trendy og har opnået stor popularitet, da den kan bruges i mange forskellige drinks og indgår som hovedingrediens i klassikere som for eksempel Negroni, Vodka Martini og Manhattan. Flere drikker desuden vermouth “on the rocks” med isterninger.
Hvad er historien bag vermouth?
For omkring 2400 år siden begyndte man at drikke krydret hedvin i Europa, der dengang blev betragtet som medicin, men som senere dannede grundlag for den moderne vermouth. Den første italienske version blev skabt af Antonio Benedetto Carpani i Torino i 1786, hvor han efter sigende tilføjede spiritus til urtevin og kaldte drikken for “Wermut”, grundet hans inspiration fra tysk, krydret hedvin. Da fransk på dette tidspunkt var hovedsproget i Torino, blev navnet omdannet til vermouth. Årene gik, og vermouth blev populær blandt mange bartendere i det 19. århundrede. I den forbindelse opstod klassiske cocktails såsom Manhattan og Martini, som opnåede stor popularitet. Filmen Groundhog Day fra 1993 har ligeledes bidraget til vermouths popularitet, hvor der bestilles en “sweet vermouth on the rocks with a twist” af karaktererne Rita og Phil. I dag er vermouth både retro og trendy, og drikker du vermouth, drikker du altså en flere hundrede år gammel drik.
Hvilke typer vermouth findes der?
Vermouth fås som udgangspunkt i fire udgaver: tør, sød, rød og hvid, og der findes samtidig forskellige variationer af vermouth. Idet man ofte deler vermouth op i tør eller sød, kan man også få en vermouth bianco eller blanc, som er en mellemting mellem de to. Ved for eksempel en Manhattan anbefaler vi, at man blot anvender en sød vermouth, idet den harmonerer godt med Angostura Bitters og Bourbon. Ved en Vodka Martin, anbefaler vi, at man blot anvender en tør vermouth.